Jeg var i weekenden en tur i København(vlog coming soon). I søndags var Annemette Voss og jeg, sammen med en masse andre blogger/instagram/kage-damer til event hos app-magasinet Lækkerier. Eventet blev holdt i anledning af, at de i søndags udgav deres jule- og nytårsnummer. Det var Casper Sundin, dessertkok på Søllerød Kro, der kreerede de lækre desserter til os. Da vi kom til Frederiksberg, hvor eventet blev afholdt, fik vi alle sammen morgenkåber på og efter en kort præsentation af alle de deltagende, blev vi vist ind i lokalet ved siden af og sat til bords. Her ventede, hvad der lignende en morgenmadsbuffet. Det viste sig dog at være desserter – forklædt som morgenmad. Det var SÅ underligt, og det var svært at vide, hvad man skulle forvente at få ind i munden, når man sad og kiggede på noget, der mindede om spejleæg og toast, men som blev præsenteret af Casper som mousse og sandkage. Også helt simple ting som salt og peber var skiftet ud med krystaliseret hvid chokolade og en slags cookie-krummer. Herefter fulgte en lang række lækre desserter, og I kan tro, vi morede os.
Men det var ikke kun desserterne, der var interessante, også selskabet var propfyldt med interessante kvinder. Flere af dem er store på instagram, og har profiler, jeg har været forbi mange gange, så det var utrolig sjovt at få sat ansigt på. Jeg sad ved siden af Annemette Voss og Frederikke Wærens. Det var første gang, jeg mødte Frederikke, og hun er vildt cool. Frederikke er super-instagrammer og har profilen @frederikkewaerens med over 174 tusinde følgere. Hun har øje for det flotte motiv, og hendes instagram er derfor også super super smuk. Alt i alt var det et rigtig fedt arrangement, og jeg var super glad for, jeg fik muligheden for at deltage!

Det er pudsigt, som ens holdning til forskellige ting ændres gennem livet, som man oplever og erfarer nyt. Jeg har snakket med flere af youtuberne om det her med nu at være blevet kollegaer med nogle, man selv har fulgt førhen. For mit vedkommende har det måske ikke drejet sig så meget om YouTube, men i højere grad om nogle af de danske bloggere. Det er dog mest fordi, jeg først i år, da jeg begyndte at date en youtuber, opdagede hele youtube-kulturen.

Da jeg var yngre(lige fra da jeg var helt lille til starten af 2015), syntes jeg, det var super fedt at møde kendte mennesker, og ville meget gerne have både billeder og autografer. Det var faktisk ligegyldigt, om det var en musiker, skuespiller, realitystjerne eller en politiker, jeg rendte ind i. Jeg har dog altid syntes, at det var klart fedest at møde, de kendisser, jeg syntes var rigtig dygtige, til det de lavede – no wonder. Der gik bare lidt sport i den. Nogen samler på frimærker, andre på pokemon kort, og jeg samlede på kendis-selfies. Og den blev ret stor, hvis jeg selv skal sige det, ha ha. Jeg tror endnu ikke, jeg har haft et år, hvor jeg er stødt på så mange berømtheder, som jeg har i 2015, men i år har det bare været noget andet. Jeg har ikke længere følt, jeg kunne tillade mig at prikke dem på skulderen for et billede eller en autograf.

Det, der for alvor ændrede min holdning til det, var formentlig, at jeg blev kærester med Rasmus(Rasmus Brohave, youtuber red.). Pludselig oplevede jeg hele fan-kulturen fra den anden side. Jeg har drevet min blog i nogle år efterhånden, og jeg har da også oplevet at blive hevet fat i af folk, der fulgte den, men på ingen måde i samme grad, som jeg så, Rasmus gjorde. Man var slet ikke i tvivl om, at mange kendte ham, når vi var ude. Folk tog billeder, både af og med os, hviskede, når vi passerede dem, og nogle fulgte sågar efter os. Det var rigtig mærkeligt at opleve. Mit job med alt mit film har også bragt mig til mange events i løbet af året, i selskab med en masse dygtige mennesker, jeg for et år siden vildt gerne ville have haft et billede sammen med. Pludselig var det bare events, hvor det ville virke mærkeligt og upassende, hvis jeg stod super fan-girl agtigt og bad om et billede, oveni det havde jeg også set, hvordan det noglegange kunne virke på dem, der blev bedt om et billede, så jeg følte lige pludselig ikke længere, jeg kunne tillade mig det.

Jeg har dog gjort en enkelt undtagelse, da jeg i København i sommers rendte ind i Marie Jedig, hvis blog jeg har fulgt, siden jeg var 13-14 år. Jeg havde da også en rimelig optursagtig feeling, da Johanne Kohlmetz begyndte at følge mig på instagram, da også hun er en af de første bloggere, jeg nogensinde fulgte. Jeg har set op til især de to dygtige damer rigtig længe, så i lige præcis de situationer, kan jeg selv blive en anelse fan-girl agtig, ha ha. I de fleste tilfælde handler det også i høj grad om at gøre eller være det på den rigtige måde. Jeg ved ikke noget bedre, end når nogen hiver fat i mig og siger, de følger min blog eller ser mine videoer. Jeg synes også, det er mega cool, når nogen vil have taget et billede med mig, i hvert fald når de ved, hvad jeg laver. Jeg er jo ikke interesseret i, at folk bare ved, hvem jeg er, til gengæld vil jeg rigtig gerne have, at folk ved, hvad jeg laver og forhåbentlig finder det interessant. Så bliv endelig ved med at sige hej, hvis I følger med!

Det kan næppe være gået nogle vejlenseres næse forbi, at en ny hjemmeside den sidste uges tid har skabt stor debat. Det er hjemmesiden rateandchill.com, der rangerer Vejles piger efter udseende, der her er tale om. Hjemmesiden fungerer sådan, at to Vejle-pigers profilbilleder bliver vist overfor hinanden, og vedkommende, der er gået ind på hjemmesiden, vælger så, hvem de synes er pænest. Når dette er valgt kommer to nye piger frem på skærmen og pigen man havde valgt fik point, mens den anden rykkede ned af ranglisten. Indtil i fredags blev et udsnit af pigerne på siden vist på to lister. En liste med de piger, der havde vundet flest kampe, kaldet “Top Bitches” og en liste med de piger, der havde klaret sig værst, kaldet “Bottom Hoe’s”.

Jeg var sammen med to veninder i torsdags, da en fælles veninde sendte os et link til siden. Da vi først åbnede siden, var ingen af os at finde på hverken den ene eller den anden liste, men det var med hjertet helt op i halsen, vi gik bundlisten igennem. Vi var alle tre vildt bange for at se vores eget navn. Da vi begyndte at klikke gennem nogle af billederne for at se, hvem af vores veninder der var blevet tilføjet siden, stod vi pludselig overfor vores egne billeder, og der gik ikke længe, før samtlige af mine veninder og jeg selv var at finde på listerne. Der var heldigvis ikke nogen af os, der endte på bundlisten, men jeg kan slet ikke forestille mig, hvor ked af det, jeg ville have været, hvis det havde været tilfældet.

Jeg besluttede fredag at gå til politiet. Jeg havde på dette tidspunkt fået så ondt i maven over, at de 50-100 piger på bundlisten blev udstillet på den måde, at jeg følte mig nødsaget til at undersøge, om jeg kunne gøre noget ved det. Jeg var ikke klar over, om de gjorde noget ulovligt, men jeg vidste, det der foregik ikke var okay. Da jeg henvender mig på politistationen i Vejle og forklarer dem hele situationen, føler jeg, de negligere det. Politimanden siger, at han da godt kan se, det er lidt træls at ligge på den dårlige liste, men spurgte, hvad han dog skulle gøre ved det. Det er også muligt, at politiet vitterligt ikke havde mulighed for at gøre noget, men jeg følte ikke, jeg blev taget ligeså alvorligt, som jeg syntes, det var. Han fortalte mig, at vi kunne hyre en advokat og lægge sag an, men det ville kræve både tid og penge, før han afsluttede vores samtale ved at grine lidt og sige, at jeg da ikke skulle tage det så tungt “Jeg lå jo på den gode liste”. Jeg skal ikke kunne sige, om han bare har ment det i sjov, men jeg finder det ikke desto mindre vildt upassende.

Der er så stor fokus på unge pigers selvværd i dag. Jeg har derfor meget svært ved at forstå, at en sag som denne ikke bliver taget mere alvorligt. Man kan dagligt læse om unge piger med dårligt selvværd, spiseforstyrrelser og piger, der er kede af, hvordan de ser ud. Jeg tror egentlig, alle teenage piger oplever at være utilfredse med sig selv at some point, bare i forskellig grad. Det kan derfor kun skubbe dem i en rigtig uheldig retning, hvis man pludselig havner på en liste, hvor man stemples som værende en af de grimmeste piger i Vejle. Jeg ville være ødelagt, hvis jeg havde fundet mig selv dér. Derudover har en stor del af de unge i Vejle set dit navn der, og jeg ville personligt føle, det var helt vildt flovt og ville både have rigtig svært ved at håndtere at være havnet der, men mindst ligeså svært ved, hvis folk lavede sjov med det.

Jeg brugte resten af dagen fredag på at korrespondere med bagmændene til hjemmesiden via den facebookside, de havde oprettet for sitet. Jeg modtog en lang række flabede beskeder og meget lidt seriøsitet, før det lykkedes mig at få både mig selv fjernet fra den ene liste og få dem til at fjerne bundlisten helt fra siden, så ingen piger længere skulle udstilles sådan. De proklamerer nu, at de fjerne alle, der beder om det, og hvis dette er tilfældet, synes jeg ikke længere, der er noget i vejen med siden, ligesom jeg ikke har noget imod hverken Tinder eller skønhedskonkurrencer, da man selv tilmelder sig begge dele og er med på, at du her bliver bedømt udelukkende på dit udseende. Det er noget helt andet ufrivilligt at blive tilmeldt en åndssvag “konkurrence”, man aldrig har haft lyst til at deltage i.

Jeg blev fredag ringet op af Vejle Amts Folkeblad og udtalte mig til lørdagens udgave. Jeg er efterfølgende blevet ringet op af Radio 24/7, som jeg interviewes af i aften kl 17.50 og P4 Trekanten, hvor jeg vil være live imorgen kl 8.45. Derudover har TV Syd lavet et indslag, jeg deltager i, der vises i aften kl 19.30 i aften.

Der sker det, at jeg har vanvittig travlt. Det går rigtig godt med min virksomhed, og jeg står lige nu midt i et hav af arbejde. Måske endda lige rigeligt arbejde, og de eneste medier, det er lykkedes mig at holde i live på det sidste, er Instagram og Snapchat(marieduved). Jeg har været på skiferie i uge 7. I løbet af ugen optog jeg en masse materiale til en række vlogs, jeg skal lave for firmaet Nortlander Skitours, som arrangerer Summitweek, som er den tur, jeg var med på. Da det er videoer, jeg har lavet som en arbejdsopgave for dem, skal de derfor også til godkendelse før offentliggørelse, og kan derfor ikke lægges op med det samme. Desuden skal jeg også have redigeret alt materialet, og tiden til dette er begrænset lige nu.

Jeg sidder nemlig også med videomateriale til min første landsdækkende videokampagne. Jeg optog materialet, inden jeg tog afsted på ski – den weekend kan I læse mere om her. Jeg arbejder lige nu på udkastet til de første videosekvenser til kampagnen, så de kan blive sendt til godkendelse i Tyskland, hvor Saguna, som videoerne er lavet for, har hovedkontor. Når der er givet grønt lys dér, skal jeg producere 24 videosekvenser, og hvis man har arbejdet bare en lille smule med video, ved man, at det kan tage sin tid. Heldigvis er opgaven super fed, og jeg er helt vildt spændt på resultatet.

Denne uge er også ret spændende. Jeg tager på torsdag til København, hvor jeg har et ret interessant møde, som jeg håber snart at få lov at fortælle jer mere om. Jeg er også blevet inviteret ind og prøve, det der hedder et live escape game hos Timequest. Spillet er lavet i samarbejde med DR og er baseret på deres programserie Bedrag, som jeg personligt var ret vild med. Jeg har ikke før prøvet et live escape game, og jeg er derfor ikke helt sikker på, hvordan det foregår, men jeg er rigtig spændt på at prøve det. Derudover er jeg blevet inviteret til at deltage i et arrangement på Christiansborg, som varer hele weekenden. Det drejer sig om ungdommens EU topmøde. Det er et rollespil, der foregår på Christiansborg med 150 deltagende unge. Temaet er flygtningedebatten, og alle deltagende har fået en rolle. Altså skal nogen agere dansk statsminister, nogle skal agere medlemmer af Europaparlamentet osv. Grunden til min invitation er, at der også kommer til at være en journalist og tv-rapporter gruppe, som de tilbød mig at være en del af. Vi skal dække weekenden bedst muligt og rapportere, når der sker vigtige forhandlinger og lovforslag. Vi bliver denne weekend ledsaget af uddannede journalister og tv-rapportere, der skal guide os til, hvordan man bedst dækker sådanne begivenhed. Jeg er vildt spændt, og jeg tror, det kommer til at give mig rigtig god erfaring. Jeg er i samme forbindelse blevet tilbudt at overtage Europaparlamentet i Danmarks instagram, for at dække weekenden fra mit perspektiv dér også. Der kommer også et professionelt filmcrew, der skal lave nogle optagelser fra weekenden, som jeg har fået lov at komme bag-om på. Hele oplevelsen tror jeg bliver super fed, jeg har høje forventninger.

Jeg går hundrede procent ind for, at man i forhold til uddannelse som minimum tager en ungdomsuddannelse, ingen tvivl om det. Jeg bliver dog nødt til at indrømme, at jeg i højere grad tager en ungdomsuddannelse, fordi jeg ved, det er nødvendigt for at kunne komme ind på de uddannelser, jeg gerne vil læse videre på bagefter, end det er fordi, jeg synes, det er super fedt. For jeg synes faktisk ikke, det er super fedt. Undervisningen er udemærket, og mange af mine fag er også spændende. Mine lærere er også helt okay. Faktisk er Vejle handelsskole ganske udemærket, og jeg er ikke i tvivl om, at det er det rigtige sted, jeg tager min studentereksamen. Jeg kan helt sikkert også anbefale skolen til de af jer, der kommer fra Vejle og ikke er kommet til at skulle vælge ungdomsuddannelse endnu. Det er ikke fordi, jeg tror, der er et bedre alternativ til disse år, men jeg håber ikke, disse bliver de fedeste i mit liv. Der er selvfølgelig sjove fester, og ofte finder man sig gode venner i løbet af disse år, men det er for mig mest tre år, der skal overståes.

I forhold til vennekreds, er jeg rigtig glad for at være startet et andet sted, end hvor jeg går i dag. Jeg startede på et af de almene gymnasier i Vejle og kom i en fantastisk klasse. Jeg fik især nogle rigtig gode veninder. Undervisningen på det almene gymnasium var bare slet ikke mig, og heldigvis var der mulighed for at flytte til handelsskolen i Vejle, hvor jeg går nu. Undervisningen her er meget mere mig, og ledelsen er fantastisk i forhold til at drive virksomhed ved siden af. De bakker op, tager hensyn og opfordrer mig til at tage imod de muligheder, der bliver mig givet i forbindelse med mit arbejde, hvilket jeg sætter kæmpe stor pris på. Socialt havde jeg det bare betydeligt bedre på min gamle skole, but you can’t have it all, er det ikke det, man siger? Så nu går jeg på handelsskolen, men ses med de, jeg lærte at kende på mit gamle gym, når jeg har fri. Jeg flyttede lige inden jul i 1.g, hvilket vil sige, jeg har gået i min nuværende klasse i godt et år. I store dele af det år, har jeg været ked af at gå i min klasse, hvilket også har haft indflydelse på min koncentration i skolen. Jeg skriver ikke det her for at være led overfor dem i min klasse – de er godt klar over, hvorfor jeg ikke har syntes, det var særlig fedt at gå der.

Så ja, der er fede fester, og jeg ville ikke bytte de veninder, jeg lærte at kende det første halve år af min gymnasietid, for noget i hele verden. De skal have så mange tak for at have hjulpet med at bevare vores tætte venskab, selvom jeg flyttede, og for fortsat at have støttet mig og været der hver eneste gang, jeg har haft brug for det, uden undtalelser. Af hjertet tak, jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden jer. Men gymnasiet er en tid fuld af forvirring og hormonelle forstyrrelser, i det vi alle sammen er ved at formes som mennesker. En tid hvor vi somme tider opfører os dumt og tænker lidt for meget på os selv. Jeg ved ikke, om dette bliver bedre med tiden, man kan kun håbe. I hvert fald håber jeg at gå federe tider i møde. Jeg ville være rigtig ked af, hvis det her var primetimei mit liv. Ikke at jeg ikke er glad det meste af tiden, og gode ting sker for mig nu, for det er jeg, og det gør de, men jeg håber at opleve endnu federe tider end nu.

Det drejer sig ikke om fantasivenner, men om karakterer fra film og serier. Især sidstnævnte har jeg det med at føle en tæt tilknytning til efter få afsnit. Kender I det, når man ser en film og kommer hele følelsesregistret igennem på halvanden – to timer? Jeg er rigtig slem til det, når jeg er alene. Jeg bliver ekstremt emotionel, og må mange gange minde mig selv om, at karakterene ikke eksisterer i virkeligheden, og jeg derfor lige skal huske, at jeg formentlig er mere ked af det lige nu, end de er. Det er vildt fjollet, men det er dybt seriøst. Jeg bliver også rigtig glad på deres vegne, når mine yndlingskarakterer opnår noget stort eller finder den eneste ene, men det er mest, når de kommer i problemer eller er kede af det, medfølelsen for alvor sætter ind. Derfor sker det også relativt ofte, at jeg græder til film og serier, hvis jeg ser dem alene. Jeg græder generelt ikke foran andre, og jeg er måske også typen, der er rigtig god til at sætte et smil op, selvom det ikke altid matcher, hvordan jeg egentlig har det, og så bliver det hele ligesom sluppet ud på nogle andres vegne, når jeg ser en film eller serie.

Jeg lever mig meget ind i det, når jeg ser film eller serier. Jeg tror, jeg bruger det lidt som en uskyldig virkelighedsflugt. Ikke at jeg generelt har lyst til at undslippe mit liv, men nogle gange er det meget rart at få det hele lidt på afstand, og så ser jeg film. Jeg lader mig identificere med karakterene og sætter mig i deres sted, istedet for mit eget. Det er min måde at glemme de ting, der måtte gå mig på i mit eget liv.

Dødsfald i film og serier er noget af det værste. Især i serier, hvor man har fulgt dem længe. For eksempel var Mikes død i Desperate Housewives heartbreaking, ligesom Gerrys var det i P.S. I Love You. Men den absolut værste filmdød var Finn Hudson i GLEE. De af jer, der har fulgt med i serien, ved formentlig godt, at grunden til, at Finn døde, var, at skuespilleren Cory Monteith, som spillede Finn, døde i virkeligheden. De lavede derfor et tribute afsnit til ham, hvor seriens karakterer tog afsked med ham, og det var det sørgeligste, jeg nogensinde har set på film.

Jeg var denne weekend, som tidligere nævnt, inviteret ind på Christiansborg for at deltage i Ungdommens EU Topmøde. Jeg er hverken politisk aktiv eller specielt politisk interesseret, men var blevet tilbudt at være en del af den tv-reporter gruppe, der skulle dække weekenden. Det havde jeg takket pænt ja til. Tilknyttet vores team var uddannet journalist, Iza Havelund, og Lasse fra produktionsselskabet Nerd Productions. De skulle guide os til, hvordan vi bedst dækkede weekenden både på skrift, video og sociale medier, samt assistere, hvis vi havde tekniske eller journalistiske problemer.

Arrangementet foregik som et EU-rollespil. Samtlige 100-150 unge, der var en del af det, havde fået tildelt en rolle. Alle sammen indenfor Europaparlamentet. For eksempel kunne man være statsleder for Luxemborg, justitsminister for Rumænien eller udviklingsminister for Malta. Weekendens tema var den massive flygtningestrøm til Europa. Politikerne skulle i to dage diskutere løsningsforslag, danne alliancer og forhandle med de andre lande, før der til sidst skulle stemmes om forslagene.

Lørdag startede legen, og vi begyndte så småt at samle historier og lave interviews, med de forskellige ministre og statsledere. Alt, hvad vi lavede, blev delt på en facebookside, hvor alle deltagere kunne følge med. I starten skulle vi selv opsøge og grave historier frem, men som forhandlingerne skred frem, meldte flere og flere ministre og statsledere sig i presselokalet for at komme med udtalelser eller brokke sig over de andre lande. Midt på dagen blev pressen pludselig informeret om, at en tysk IT-terrororganisation havde truet Europaparlamentet med at nedlægge samtlige af EUs it systemer og dermed lamme hele det politiske system i EU, hvis ikke de fandt en fælles løsning på flygtningestrømmen. Vi havde derefter en halv time til at lave en video, hvor vi forklarede situationen, samt interviewede den tyske og den ungarnske statsleder, som var de eneste to udenfor pressen, der var blevet informeret om truslen. Vi samlede alle rådene i landstinget og videoen blev vist. Bagefter var opgaven for pressen at reportere, hvordan de forskellige lande reagerede på situationen, og der var et betydeligt flertal for at ignorere truslen. Det var meget sjovt, at der kom lidt drama, da forhandlingerne indtil da var gået ret fredeligt.

Klokken seks sagde vi tak for i dag, og jeg tog til Hellerup, hvor jeg boede hos noget familie weekenden over. Jeg glædede mig til at fortsætte arrangementet søndag, da man nu var kommet ind i gamet og havde lært en masse nye at kende. Både af de deltagende ministre og statsledere, men også især i vores journalistteam. Jeg tror, vi var omkring 15 stykker, så det var naturligvis ikke alle, man snakkede lige meget med, men der var en flok af dem, jeg gik super godt i spænd med, så det var virkelig fedt.

Dag to krævede naturligvis ikke samme introduktion som dag et. Vi var allerede godt inde i spillet og fortsatte, hvor vi slap lørdag. Det var tydeligt, at der ikke var længe tilbage af forhandlingerne, og at det havde været en lang weekend. Der var RIGTIG meget at skrive om for pressen søndag. Lande udvandrede fra forhandlingerne, en statsleder gik af, og pladsen blev overtaget af en af de andre landes ministre, Storbrittanien meldte sig ud af EU, og der var generelt mange absurde udtalelser.

Jakob(længst til højre på billedet ovenfor) og jeg besluttede om formiddagen at fortsætte gårsdagens terrortrussel. Landene havde jo lørdag besluttet ikke at reagere på den, og vi tænkte, det kunne være sjovt at se, hvordan de reagerede, når der pludselig blev gjort alvor af den. Vi udsendte en video med et script, der kom op på skærmen, der ifølge os lignede noget hacker halløj. Scriptet sagde, at de nu havde hacket sig ind i Tysklands database og var klar til at lægge systemet ned, hvis ikke de efterlevede deres krav om en fælles løsning på flygtningestrømmen. Men da rollespillet jo var fiktivt, var der heller ikke meget at gøre for os, da Tyskland lynhurtigt kommenterede, at de havde fået halvdelen af EUs terrorfond og var sluppet af med terroristerne…

Dagen blev afsluttet i landstinget, hvor alle landene skulle stemme om de forslag, der var blevet diskuteret i løbet af weekenden.

Jeg kendte ingen, da jeg kom. Det er dog sjældent et problem for mig at finde nogle at snakke med, da jeg rigtig godt kan lide at møde nye mennesker. Det betød, at jeg weekenden over lærte en masse nye at kende, hvilket naturligvis var super fedt! Den eneste ulempe ved disse arrangementer er, at man sjældent ved, hvornår man render ind i dem igen. Jeg føler mig dog rimelig sikker på, jeg kommer til at se nogle af dem igen. Alt i alt var det en rigtig god oplevelse. Jeg synes, jeg har fået rigtig meget ud af min deltagelse. Jeg har lært en masse om politik, og ikke mindst det at være politisk reporter. Noget af det fedeste var, at man hele weekenden omgav sig med unge, der var helt vildt engagerede, og som virkelig gik op i det. Og der er faktisk kun få ting i verden, der er mere inspirerende end at omgås mennesker, der er passionerede, omkring det de laver.

Så tak! Tak til Europaparlamentet i Danmark for at have inviteret mig, til alle, der var med til at stable arrangementet på benene og tak til de søde mennesker, jeg lærte at kende. Det var en kæmpe fornøjelse.

For mig handler det om kampen for lige rettigheder mellem kønnene. Det handler på ingen måde om, at kvinderne skal have magten, men om, at der skal være plads til os alle sammen. Det er vi generelt rigtig gode til i Danmark, og det er en af de ting, jeg sætter kæmpe stor pris på ved vores land. Jeg forbinder feminisme med stærke kvinder. Kvinder som Emma Watson og Emma Holten. Jeg forbinder det med kvinder, der kæmper. Ikke bare kæmper for sig selv, men kvinder der kæmper for kvinders rettigheder over hele verden. Selvfølgelig er der også stærke kvinder, der er stærke, selvom de ikke nødvendigvis bruger deres tid på at kæmpe for kvinderettigheder, og jeg er beæret over at omgås så mange stærke kvinder, som jeg gør. Jeg vil i dag gerne hylde et par af de kvinder, der betyder rigtig meget i mit liv.

En af de stærkeste, mest kreative og dygtigste kvinder, jeg kender, er min mor. Min mor er nok den sejeste kvinde, jeg kender, og det siger ikke så lidt. Hun gør sig umage med alt, hvad hun gør – hun gør aldrig noget halvt. Hun knokler og sidder sjældent stille. Jeg er så stolt af alt, hvad hun opnår. Hun er inspirerende, og jeg ser mere op til hende, end jeg nogle gange husker at sige til hende. Det betyder ikke, vi altid er enige, for det er bestemt ikke tilfældet. Men jeg er kommet i en alder, hvor jeg tager min egne beslutninger, og det har været fantastisk at erfare, hvordan hun, selvom hun ikke altid synes, jeg tager de rigtige valg, accepterer og respekterer dem og generelt bakker mig op. Det sætter jeg kæmpe pris på. Tak mor.

En anden skøn og stærk kvinde er Annemette Voss. Nogle af jer ved formentlig, at jeg arbejder rigtig meget sammen med Annemette, men mit forhold til hende indebærer så meget mere end arbejde. Jeg ved, jeg altid kan komme til hende, og jeg har tit brugt hende i situationer, hvor jeg har været uenig med min mor. Annemette er nemlig aldersmæssigt lige midt i mellem min mor og jeg, og forstår derfor både, hvorfor jeg agerer, som jeg gør, men samtidig hvorfor min mor reagerer, som hun gør. Udover altid at være der, når jeg render ind i personlige problemer, står hun også klar med gode råd, når jeg står overfor valg i mit arbejdsliv. Hun er ekstremt dygtig, og jeg har så meget respekt for alt, hvad hun har opnået. Det er en fornøjelse at følge med i hendes liv. Arbejdsmæssigt er hun ambitiøs, proffesionel og vildt inspirerende. Men det er også fantastisk at følge med i hendes liv som mor og kæreste for hendes drenge og Micky. Hun har hjulpet mig på så mange måder de sidste par år, og for det skal der lyde et kæmpe TAK.

Derudover har jeg en række stærke kvinder i mit liv, som jeg sætter ligeså stor pris på, men som jeg desværre ikke ser ligeså ofte. Tak til alle de fantastiske, stærke kvinde i mit liv. I er min inspiration og mine forbilleder. TAK fordi I er her.

Jeg var i går vidne til en ulykke. Jeg var også vidne til danskernes ringe evne til at hjælpe, når uheldet er ude. Sidstnævnte var overraskende foruroligende at opleve.

Jeg stod foran et apotek i Vejle på Nørretorv lige ved åen, da en ældre mand kører galt på sin scooter. Ved åen går der et par brede trin ned fra cykelstien og vejen, før man når helt ned i åen. Manden, der kom kørende, kørte ud over det første trin og bankede hovedet i jorden. Han lå med benet klemt mellem det sten-trin, han var faldet ned på og scooteren. Scooterens hjul drejede stadig rundt. Per refleks løber jeg naturligvis hen for at hjælpe – det samme gør et par andre. Vi får hjulpet ham fri, får slukket scooteren og får manden op at sidde. Jeg ringer til 112, og da mit opkald er færdigt, står kun én kvinde og jeg tilbage. Hun informerer mig om, at hun altså skal hente sin lille søn og ikke kan blive der længere end et kvarter. Det er der naturligvis ikke noget at gøre ved. Men som vi sidder og venter på ambulancen, og jeg ser mig omkring, går det op for mig, at alle forbipasserende blot stopper op, kigger lidt på afstand og fortsætter derefter.

Selvfølgelig er det ikke nødvendigt, at vi står seks mand og venter på en ambulance, men det bekymrer mig alligevel, hvor ringe vores evne til at hjælpe er. Jeg sad i en halv time og ventede med en mand, der var fuldstændig omtåget i hovedet, og flere gange forsøgte at sætte sig op på sin scooter, selvom det var tydeligt, han ikke kunne køre. Det var desuden slet ikke muligt, at køre fra stedet scooteren lå, da den jo var røget et stort trin ned og måtte løftes op derfra, hvis man skulle nogen steder.

Ambulancen kom, og kvinden, der havde stået der sammen med mig tog afsted. Mændene i ambulancen var enige i, at han virkede meget omtåget og mente bestemt, at den ældre mand skulle en tur på hospitalet. Det var han ikke interesseret i. De fik ham ind i ambulancen og undersøgte ham kort. De foreslog ham igen at tage med en tur på hospitalet, men han var stadig ikke interesseret. De løftede derfor hans scooter op på cykelstien og lod ham gå. Jeg blev og afventede situationen. Han havde lige lovet ambulancemændene og mig, at han ville trække scooteren hjem, men han satte sig op på den og begyndte at trille. Jeg var på cykel og kørte bag ham det meste af vejen hjem.

Se fotografens billeder her

Jeg skriver ikke det her for at fortælle jer om situationen, men om de tanker, den satte igang hos mig. Jeg var rigtig ærgerlig og skuffet over, hvor mange mennesker der så situationen, og hvor lidt der handlede. Det vidner om, at vi bliver nødt til at blive bedre til at tage os af hinanden. Ikke bare tage os af de mennesker, vi kender, men tage os af hinanden som samfund. Hvor er det kedeligt, at vi lever i et land, hvor man stopper op og kigger, istedet for at tilbyde sin hjælp. Ville vi ikke selv ønske, at nogle var villige til at hjælpe os, hvis det var os, der havnede i en ulykke?