Jeg var i sommers en tur i Lyngby for at optage en bage-serie, der skulle køre på Annemette Voss’ youtube-kanal og på OBH Nordicas facebookside. Den har de sidste 10 uger kørt hver torsdag, og vi har stadig et par tilbage. Det er min hidtil største opgave.

Serien går i al sin enkelhed ud på at filmatisere opskrifter med skønneste Annemette Voss som vært. Vi har udgivet how-to’s på teboller, kanelkrans, lakridskage og meget andet lækkert. Uge efter uge sidder jeg og redigerer disse kagevideoer, og hver uge bliver jeg lige lækker sulten. Det gør det heller ikke bedre, at jeg har smagt på alle kagerne under optagelserne og derfor nærmest kan smage dem i munden, når jeg sidder og arbejder med de mange videoklip.

Derudover har det været, og er stadig, en super fed opgave, og jeg er rigtig glad for at have fået lov at lave den. Idéen ved filmatiseringen var, at vise hvor lette opskrifterne var at følge, og hvor let det var at opnå et super flot resultat. Man har også på film mulighed for at indskyde flere små bemærkninger og tips end på en opskrift i en bog eller på nettet.

Jeg har selv oplevet at følge en opskrift og undervejs tænke, er det her rigtigt? Skal det virkelig se sådan her ud? Det håber jeg helt sikkert er lykkedes.

Mit bøjlehelvede er ovre, og jeg er lykkelig. Jeg har glædet mig uendelig meget. Hvor slemt kan det være at have bøjle, spørger uvidende mennesker, der ikke selv har haft metal i hele munden? I frygt for at lyde som en forkælet møgunge, bliver jeg simpelthen nødt til at sige, at det er en daily struggle – and the struggle is real. Og ja, jeg ved udemærket godt, at der sker tusinde andre mere forfærdelige ting rundt omkring, men hvis jeg må have lov, bare for en stund, ikke at kigge spor længere end udover min egen lille næsetip, var det frygteligt at have bøjle på.

Ganske kort om mit bøjleforløb. Jeg startede for et år siden, hvor jeg fik nogle plastikskinner kaldet Invisalign. Dem skullle jeg gå med i et halvt år, og det gik rigtig fint. Da det halve år var gået, spurgte de mig, om jeg var tilfreds. Det var jeg næsten. Jeg spurgte, hvad der skulle til for at rette overmunden en anelse mere. Til det svarede de, at jeg kunne få togskinner i overmunden, og at det let kunne klares på 6-12 uger. 6-12 uger tænkte jeg – det var jo ingenting. Så jeg sagde pænt ja tak og lod dem fylde min mund med metal. Da jeg seks uger senere kom til tjek, sagde de, at jeg nu også skulle have på i undermunden, og de kunne ikke længere give mig en tidshorisont – det ville de vente med at give mig, til jeg kom tilbage i slutningen af august. På daværende tidspunkt havde jeg ellers regnet ud, jeg ville være færdig senest midt i juli. Kæmpe nedtur. Efter de satte togskinner på i undermunden drillede det i flere måneder. Min mund var konstant revet op, og det ene sår afløste det andet. De sidste par måneder er dog gået lidt bedre, og jeg var begyndt at kunne se en ende på det.

Men for real. Togskinner er et helvede, især når man er 18 år gammel. Men hvad er det egentlig, der er så slemt, spørger de stadig uvidende? Jo, nu skal I høre;

1. Metallet flænser din mund. Ja, man kan ligeså godt forberede sig på, at togskinner pløjer hele munden op. Det gør skide ondt, og i mit tilfælde stoppede det altså ikke lige efter en uge. Derudover får du bare virkelig ømme tænder.
2. Halvdelen af din frokost(eller andre måltider) har det med at sætte sig i bøjlen – og der er simpelthen kun få ting i verden, der er mere ulækkert, end når nogen har mad siddende i tænderne. Ad. Nej, jeg gemmer ikke resten af min sandwich i tænderne, fordi jeg risikerer at blive sulten senere, thanks for asking, men pisse god joke ellers… No.
3. Du render til tandlæge hele tiden. Stikker der metaltråd ind i kinden på dig? Er tråden gået op? Er du løbet tør for elastikker? Uanset hvad det måtte være, er eneste mulighed at tage et smut forbi tandlægen. Du kan tro, man kan nå at blive gode venner.
4. Du føler dig lidt som en 12-årig. Det er selvfølgelig ikke så slemt, hvis man er 12… Men er man 18 år gammel, som jeg selv, er det ikke top nice. Dette har faktisk været det værste, hvis du spørger mig. Jeg var for nogle uger siden i byen på Sunday i København, og aldrig har jeg følt mig så flov. Vi stod på denne her lækre lækre bar, og det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg havde bøjle på, og folk måtte tro, jeg var minimum fem år for ung til at være der. Jeg er normalt ikke den generte type, spørg hvem som helst der kender mig, men aldrig har jeg følt mig så malplaceret, og aldrig har jeg oplevet, at jeg nærmest ikke turde åbne munden.

Alle disse ting er årssager til, at jeg har glædet mig helt ufatteligt, til jeg var færdig. Hvor mange af jer har haft bøjle på? I er meget velkomne til at dele tips og erfaringer i kommentarfeltet til alle dem, der måske står og skal til at igang med forløbet. Desuden får min bror sin bøjle af om 14 dage, så hvis det har interesse, overvejer vi at lave et Braceface Tag på min YouTube-kanal. Er I interesserede i det?

Jeg har oplevet en mere eller mindre markant forandring på det sidste, i det både min youtube-kanal og min instagram for få uger siden har ramt 10.000 – tillad mig at udråbe et kæmpe TAK i denne forbindelse – en forandring i de tilbud jeg får fra firmaer og sponsorere. Jeg har på fornemmelsen, at mange firmaer sorterer instagrammere og youtubere fra, der har under 10.000 abonnenter/følgere, og i det barrieren brydes, befinder du dig pludselig i søgelyset hos en masse firmaer, der vil sende dig det ene, det andet og det tredje. Jeg modtog førhen jævnligt tilbud fra firmaer, der var interesserede i, at jeg gjorde reklame for deres produkter, men det drejede sig måske om et par gange om måneden. I de 14 dage der gik, efter jeg rundede de 10.000 har jeg fået syv-otte sponsortilbud. Jeg har sagt nej til de fem.
Noget helt andet, når det kommer til sponsoraftaler, er nemlig, at man efter min mening skal være ekstremt påpasselig med, hvad man siger ja til. Jeg er i høj grad interesseret i at reklamere for produkter der har relevans for det, jeg laver, og som samtidig kan gavne mine følgere. Af samme årssag siger jeg pænt nej tak til mange hudpleje/makeup produkter, da det ingen sammenhæng har, med det jeg laver. Derudover kunne jeg aldrig finde på at reklamere for noget, jeg ikke selv syntes var godt. Jeg indrømmer dog, at det af og til kan være svært at sige nej til et tilbud, hvis du egentlig godt selv kunne tænke dig produktet, og hvis du måske endda får penge for det. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at man oftest ikke kun får produktet, men også får en sum penge for at gøre reklame, da det jo er ganske almindelig reklame, ligesom hvis et firma betalte for at have en reklame for deres produkt i biografen eller på et busstoppested. Så du står jævnligt i en situation, hvor du kan se pengene for dig, men bliver nødt til at takke nej, da det ville slide på din troværdig, hvis du lavede reklame for noget, der ikke gav mening i forhold til de ting, du laver. Man bliver selvfølgelig aldrig nødt til at sige nej, men jeg går personligt rigtig meget op i hvad og hvor meget, jeg gør reklame for og sørger generelt for at holde graden af sponsorede posts på for eksempel instagram nede.

Hvad er jeres holdning til sponsorede indlæg/videoer/posts? Lægger i mærke til, når der bliver gjort reklame for noget?

Det er så evig vigtigt, at vi husker at komplimentere og anerkende hinanden. Ikke for ingenting. Vi skal ikke finde på noget godt at sige, men derimod huske at sige det, når vi helt naturligt tænker det. Vi skal blive bedre til at sige pæne ting, og det drejer sig ikke kun om at skrive “smuk”, når nogen opdaterer deres profilbillede på Facebook.

Jeg er opdraget til at holde mund, hvis ikke jeg har noget pænt at sige, men det er langt ligeså vigtigt, hvis ikke endnu vigtigere, at sige, når man tænker noget positivt. Jeg ved med mig selv, hvor glad jeg bliver, helt ind i maven, hver gang nogen giver mig et kompliment. Jeg stræber derfor efter virkelig at sige til folk, hvis jeg tænker noget godt om dem. Det er fuldstændig ligegyldigt, om det er en fremmed på gaden eller din bedste ven. Jeg har selv stoppet folk på gaden eller sagt til en ekspedient, hvis jeg bare syntes, deres hår var vildt lækkert, ellers hvis jeg var vild med deres stil. Og ja, i starten kan det godt føles mærkeligt, men det er helt tydeligt, hvordan folk lyser op, når de får et kompliment, også, og måske især, hvis det kommer fra en fremmed.

Jeg tror på, at vi alle sammen ville være gladere, hvis vi i højere grad anerkendte hinanden. Man ville få en større lyst til at gøre noget ud af sig selv, sin skole eller sit arbejde, hvis man vidste, nogen bemærkede og anerkendte det. Helt egoistisk betragtet, bliver man altså også gladere af at gøre andre glade. Så tillad mig at slå et slag for komplimenterne og den positive tone. Lad os minde hinanden om, at vi er smukke og dejlige og i fællesskab skabe en rarere atmosfære. Der i denne her sammenhæng ikke særlig langt fra tanke til handling, så gør noget ved det! Vi skal derudover måske også blive bedre til at modtage komplimenter og tro på dem, når vi hører dem. Men det tror jeg faktisk kommer helt af sig selv, hvis blot vi vænner os til at sige det, når vi tænker noget positivt.

Siden i torsdags har jeg haft den fedeste følelse i kroppen. Jeg har officielt registreret mig som virksomhed. Jeg har det sidste halve år, udover mit job i Legoland, arbejdet som selvstændig film-maker for diverse firmaer. Heriblandt OBH Nordica, Miele, Stub by Stub, Annemette Voss og Kreative Dage. Der er nogle beløbsgrænser og regler for, hvor meget du må tjene, før du har pligt til at oprette dig som firma og blive momsregistreret. Det kan jeg med nød og næppe holde mig under i år, men fortsætter udviklingen, som den har gjort de sidste seks måneder, kommer jeg ikke til at kunne det næste år. Jeg tænkte derfor, at det var på tide at gøre det helt officielt.

Jeg tog den anden dag en snak med min skole om mit film-arbejde, og de var meget begejstrede. Nu er jeg jo også heldig at gå på en handelsskole, hvor de generelt lægger meget op til, og forsøger at gøre os klar til, at vi skal starte vores eget. De er derfor meget opbakkende omkring at starte så tidligt som muligt, og var rigtig søde til at gøre opmærksom på, at de naturligvis ville hjælpe mig, alt hvad de kunne. Lige overfor vores skole ligger noget kaldet Idea House. Udover at lægge lokaler til skolens mediefagsundervisning, er det også samlingspunkt for 40 selvstændige virksomheder, drevet af unge mennesker. Ruben, som står for meget af elevkontakten på Campus, sagde derfor, at jeg da bare skulle tilknyttes Idea House. Det betyder, at jeg nu har mulighed for at tage derned og arbejde, anytime I want, og at jeg har mulighed for at låne af alt deres udstyr – og de går bestemt ikke ned på udstyr. Idea House er også udstyret med lydtætte rum til optagelse af speaks, greenscreen faciliteter og studier til filmoptagelse. Derudover betyder det, at jeg har muligheden for at komme i et miljø med andre unge, der har startet deres eget, og dermed har nogle at spørge, hvis der opstår udfordringer i opstarten eller hvad ved jeg. Jeg er meget begejstret!

Status lige nu. Min næste planlagte opgave er en serie film for Bo Bedre, der gennemsnitligt har 400.000 læsere om måneden både i deres blad og på deres hjemmeside(!!), i samarbejde med Odense Marcipan og Annemette Voss. Det sidste år har været for vildt, og jeg har fået så mange nye, fede muligheder, opgaver og oplevelser. Rent fagligt tror jeg også, det gavner mig super meget. Alt det, vi lærer om markedsføring og drift af virksomheder i afsætning, virksomhedsøkonomi osv, er noget, jeg nu får lov at prøve i praksis. Janteloven ud af vinduet, er jeg helt vildt stolt og glad. Jeg er SÅ spændt på at se, hvad den næste tid bringer. Jeg håber, I har lyst til at følge mit lille iværksætter eventyr.

Det er uden tvivl emner, alle har en holdning til, og emner, hvor man af og til skal passe på, hvad man siger. Det har jeg ikke lige umiddelbart tænkt mig, men lad mig starte med at sige, at dette blot er min holdning og mine erfaringer, jeg forsøger på ingen måde at sætte et facit. 

Jeg synes faktisk, det er iorden, der er kropsidealer. Jeg synes naturligvis, at det er negativt, at selv samme kropsidealer kan drage især unge piger til spiseforstyrrelser eller et generelt usundt forhold til mad. Jeg synes, det er positivt, at vi har et ideal at se op til, noget vi kan stræbe efter, så længe den stræben ikke tager overhånd. Jeg synes, det er forkert at lære børn og unge mennesker, at det er ligeså godt at veje 50 kilo for meget, som det er at være slank. For det er i langt de fleste tilfælde væsentlig sundere for din krop og dit helbred at være slank. Hvis der ikke fandtes kropsidealer, ville vi formentlig føle et mindre pres, men hvis vi i højere grad var ligeglade, er jeg bange for, at mange flere ville overspise og ende med at blive syge.

Jeg er stor tilhænger af, at man skal være tilfreds med den krop, man har. Dette er bare ikke ensbetydende med, at jo mere der er af en, jo mere er der at elske. For mig handler det om, at være glad for de ting, man ikke selv kan ændre på. Det handler ikke om at acceptere, hvis man selv er skyld i at være blevet tyk. For mig virker det som en undskyldning, for ikke at behøve at gøre noget ved det. Det sku smukt og flot.

Desuden synes jeg helt overfladisk set, at det er pænere at være slank. Jeg taler ikke om at være model-tynd eller helt udmagret, på ingen måde. Det er heller ikke fordi, man ikke kan være smuk, selvom man er overvægtig, det kan man da sagtens, men de ville formentlig ikke blive grimmere af at komme af med deres overvægt. Det handler selvfølgelig aller mest om fysisk sundhed, udseendet følger bare ofte med i denne sammenhæng. Det handler ikke om, om man har et par kilo ekstra siddende, men om man generelt lever sundt. Jeg tror også, at det er lettere at være tilfreds med sin krop, hvis man lever sundt, spiser ordentligt og dyrker sport.

Nu kan det let være kommet til at lyde som om, jeg selv opfylder alt det her, men det er desværre ønsketænkning. Jeg er ikke tilfreds med min krop og kan ikke huske nogensinde rigtig at have været det. Jeg burde leve et sundere liv. Hvis jeg gjorde det, tror jeg også i langt højere grad, jeg ville være tilfreds med mig selv og min krop. Jeg ved godt, det er sindssygt svært! Jeg har været on/off på kur siden jeg var 10-12 år gammel. Jeg er slem til at finde på undskyldninger for, hvorfor det ikke bliver lige nu, jeg får lagt mine vaner om og får taget mig sammen. Lige pt er undskyldningen, at jeg har for meget andet i hovedet – som skole, arbejde, film, virksomhed og veninder – til at kunne overskue det, men jeg skal helt sikkert snart tage mig sammen…

Dette var mit bud på debatten. Hvad er jeres holdning til kropsidealer, og er I tilfredse med jer selv?

Tusindvis af mennesker. Musikken spiller. Alle smiler. Vi danser. Vi griner. Solen skinner ned på os. Musik. Smil. Dans. Latter. Solskin. Det er her, jeg stopper op. Jeg trækker vejret dybt og tager det hele ind. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har følt mig så helt igennem lykkelig. Lige dér har jeg kun ét ønske; at dette øjeblik vil vare evigt. 

Det kan jeg lynhurtigt afsløre, at det ikke gjorde. Men i det jeg sidder og skriver denne tekst, kan jeg mærke følelsen igen, huske stemningen helt tydeligt. Oplevelsen var på Roskilde Festival 2015 til koncert med Florence and the Machine. Ingen ved helt præcist, hvad lykke er, men jeg er helt sikker på, at jeg var lykkelig den dag. Ægte lykkelig. Det er den absolut bedste koncertoplevelse, jeg har haft i mit liv – selvom jeg har været til rigtig mange gode.
Det var en varm eftermiddag på festivallen, og min veninde, Asta, og jeg besluttede at trodse hedebølgen og drage mod orange scene. Vi synes begge to at have hørt nogle radiohits med bandet og tog derfor hen for at høre dem. Jeg kom helt uden forventninger, og det var måske det, der var med til at gøre det til den oplevelse, det var.  Vi kom ikke mere end et kvarter før koncerten, men kom på ganske mirakuløst vis i Pitten. Til de, der ikke har været på Roskilde og ikke ved, hvad pitten er, forklarer jeg det lige kort. Der er to pits, eller områder, foran den største scene på Roskilde. De er adskilt med hegn, og der bliver kun lukket et begrænset antal mennesker ind, for at undgå, at de forreste bliver mast på grund af den somme tider massive skubben bagfra. Normalt skal man stå i kø ret længe for at komme i pitten, men grundet den slemme varme på dette års festival, var mange blevet i skyggen, og vi kom derfor ind. Dette gjorde, at vi stod forholdsvis tæt på scenen.
Da Florenze, forsangeren, først gik på scenen, lagde hun meget ydmygt ud med at takke, fordi hun havde fået lov at spille. Hun var iført flagrende hvidt tøj og bare tæer. Hun havde ikke synget mere end et par sange, før hun løb ud blandt publikum og sang en sang dér, før hun vendte tilbage til scenen. Hun var så nærværende. Musikken var fantastisk, og det er ikke første gang, jeg oplever at komme til en koncert og finde ud af, jeg kender mange flere numre, end jeg havde regnet med. Dette var også tilfældet denne dag. Hun gjorde det ekseptionelt godt, og da hun havde spillet et stykke tid og alle folk var varme og glade, holdt hun en pause for at dele et par ord med os. Hun snakkede om at værdsætte livet og værdsætte hinanden. Om at huske at være glad og få det bedste ud af hver dag. Jeg ved ikke om det var varmen, hende, musikken, crowden eller festivallen i sin helhed, der gjorde det, men det føltes næsten magisk. Hun sluttede sin tale af med at bede os kigge hinanden i øjnene og omfavne hinanden. Det gjorde vi. Det var et øjeblik, jeg vildt gerne ville have haft på film, men som jeg er utrolig glad for, jeg bare lod mig selv opleve, uden at have travlt med at filme det. Asta og jeg var begge tæt på tårer, som vi stod dér i solskinnet og omfavnede hinanden foran orange scene.
Musikken startede igen, og alle dansede atter videre. Det var her, jeg stoppede op. Jeg træk vejret dybt og tog det hele ind. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde følt mig så helt igennem lykkelig. Lige dér havde jeg kun ét ønske; at dette øjeblik ville vare evigt.

I søndags blev jeg mere eller mindre akut kaldt til Lyngby på optagelser til Annemette Voss og Ditte Julie Jensens nye show KageMagi. De stod klar til at optage, men var på beklagelig vis blevet brændt af af deres fotograf. Jeg kom derfor over og hjalp med at optage. Først om aftenen hører de fra fotografen, der meddelte, at han blev nødt til at bakke helt ud af projektet og KageMagi blev dermed mit projekt.

KageMagi er som sagt en serie med Annemette og Ditte som værter. De tryller råvarer til de smukkeste kager, og I kan godt glæde jer. Faktisk skulle første afsnit have været på YouTube denne eftermiddag, men da fotografen bakkede ud måtte planerne ændres. Som det ser ud nu, går KageMagi i luften om 14 dage, den 25. november. Jeg glæder mig helt vildt til at se resultatet af videoerne, det var en sand fornøjelse at optage dem, og kagerne var SÅ lækre.

Derudover er det altid en kæmpe fornøjelse at arbejde med Annemette og Ditte. Annemette har jeg, som nogen ved, arbejdet med længe, mens mit samarbejde med Ditte er rimelig nyt. Vi er alle tre lidt samme type og klinger super godt. Vi er meget enige om rigtig mange ting, hvilket gør det let at arbejde sammen. Jeg ser frem til at lave meget mere for de dygtige damer i fremtiden.